Et billede fra 1995 af mit barndomshjem på Ahornvej 17 i Vipperød. Her boede mine forældre fra april 1974. Min far flyttede fra huset ved årsskiftet 2005/2006, og bor nu i en ældrebolig i Vipperød.

Min mormor og morfars smukke hus på Skovbrynet 14 i Kokkedal - også kaldet Lundehytten. Her boede de fra midten af 1950erne og frem til slutningen af 1970erne, hvor Marie solgte huset, da det skulle rives ned, fordi der skulle anlægges en vej dér. Det smukke hus blev revet ned, men vejen er aldrig kommet.

Et stemningsbillede fra mine morforældres have på Skovbrynet 14 i Kokkedal.

Endnu et fint stemningsbillede fra mine morforældres have i Kokkedal.

Og et sidste billede af mine morforældres have på Skovbrynet i Kokkedal. Alle de tre sidste billeder er taget af den jyske familie under deres ferier hos familien i Nordsjælland.

Adamshøj i Kværkeby sogn. Her arbejdede min morfar som gartner, da min mor blev født i 1937.

Et postkort af Viborggaard, hvor min morfar var gartner ad flere omgange, både da min moster Inger (1935) og min morbror Ib (1943) blev fødte.

Spøttrup hovedgård i Rødding som det så ud i 1934, altså på samme tid som min morfar Svend Aage Jørgensen var gartner her.

Et mere nutidigt billede af Spøttrup, som det ser ud idag.

Odense Fattiggård på Vindegade 53. Den var fattiggård fra 1846/1847 og frem til april 1915. Min morfar Svend Aage Jørgensen blev født her 22/2 1904. Og også hans halvsøstre Meta Agnete Jørgensen (5/4 1900) og Helene Margrethe Jørgensen (17/8 1901) er født her. I vore dage er der i øvrigt familierestaurant i bygningen.

Endnu et billede af Odense Fattiggård....det er et postkort fra 1907.

Odense Opdragelsesanstalt beliggende på Rømersvej 3. Det blev oprettet i 1878 under Odense Fattiggård, og er fra 1903 kendt som Odense Kommunes Børnehjem. Her bor min morfar meget kort umiddelbart efter sin fødsel og indtil at han anbringes i pleje, og så igen fra 1915 og frem til sin konfirmation i 1918. Også hans halvsøskende har været anbragt her, ligesom hans moster Hulda Sofie Kristine Jørgensen også var det ved hendes konfirmation tilbage i 1892. Hans mor Isabella Cecilie Anne Jørgensen har formentlig også været anbragt der, men jeg har ikke kunnet finde hendes konfirmation i Odense, så jeg har endnu ikke kunnet bekræfte dette.

Odense Børnehjem, som det ser ud i 2006.

Et billede fra 1905 af et typisk gårdparti fra Vognmagergade i København. Min farfar Carl Frederik Peter Henrik Dencker boede efter forældrenes separation i januar 1900 på netop Vognmagergade sammen med sin mor Eleonora Christine Johansen og sin lillebror Aage Vilhelm Marinus Dencker (1895). De bor ved folketællingen i 1901 på Vognmagergade 3, i baghuset første sal til venstre. Uden tvivl i omgivelser der er meget lig disse. Både Carl og Aage kommer dog i pleje i 1902. Ligesom deres to søstre Anna Marie Elisabeth Kristine Dencker (1888) og Agnete Johanne Elsine Dencker (1890) allerede kom det, da forældrene gik fra hinanden. Og derefter mister familiemedlemmerne enhver kontakt med hinanden.

Verninge kro ved Odense. Billedet har jeg selv taget under et besøg på Fyn sammen med mine forældre i 1996. Min farfars farfar Peter Henrik Dencker var kromand her 1846-1871, og det samme var Peters far Hans Jochum Dencker også fra 1816 og frem til hans ret tidlige død som 42-årig i 1823. I de mellemliggende år fra 1823-1846 forpagtede Peters mor Johanne Pedersdatter kroen ud til mølleren Hans Rasmussen Møller fra Lundegaards Mølle i Nørre Broby sogn. Og blev forresten allerede i 1825 besvangret af hans søn, Hans Hansen, der da var blot 16 år gammel! Sammen får de to sønnen Hans i december 1825 (kun et par måneder efter Hans Hansens 17 års fødselsdag), og i december 1828 kommer datteren Maren Kirstine Hansdatter også til, hvorefter Johanne og Hans gifter sig. Hans dør dog allerede i 1835, bare 26 år gammel, hvorimod Johanne først dør i 1879, knap 91 år gammel.

Et ældre billede af Verninge kro....eller Verninge Gæstgivergård, som det hed dengang. Bemærk det fine reklameskilt på gavlen.

Klaregade i Odense...fra et gammelt postkort fra 1912. Min farfars farfar Peter Henrik Dencker havde et udskænkningsted på første sal på Klaregade 5 (th), efter at han havde solgt kroen i Verninge, og før han og hustruen Maren Kirstine Rasmusdatter flyttede til København.

Karlebo Skole, hvor min far sluttede sin skolegang i 1946. Den er fra 1943, så min far har været blandt de første elevårgange, der har gået på skolen.

Nymølle Teglværk i Rødding i 1910. Her var min mormors morfar Hans Pedersen Schmidt teglværksarbejder i hvert fald i perioden 1886-1904, men muligvis også længere frem.

Huset "Skrænten" i Gammel Rønbjerg. Her boede mine tipoldeforældre Kristen Knudsen (16/6 1853-18/10 1943) og Karen Marie Jensen (12/2 1850-5/8 1929).

Her har vi så billeder af huse, kroer og andre typer af bygninger, der på den ene eller anden måde har haft tilknytning til min slægt.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.04 | 19:41

Hej Laila...Jeg fandt nu ud af du har denne side og vil spørge dig om du modtog mine beskeder jeg sendte på Facebook tidligere i aften?

...
14.07 | 11:40

Hej Laila
Nej min mor døde desværre også i 2011. Det er sjovt at find billeder af sin familie på nette.
Mvh Jette

...
05.05 | 00:00

Hallo Brian. My name is Annette Hartz, and my fathers name was Emil Kai Henry Hartz. Angelo was his brother. It means that we are cousins.

...
07.02 | 23:56

Tusind tak for hjælpen, Jette....og rart at høre fra dig. Ja, min far kunne ikke helt erindre navnene - lever din mor stadig ? Min far døde desværre i 2011.

...
Du kan lide denne side